Det tog faktisk 2,5 år, før jeg følte mig tryg ved at praktisere AIMA. Det gik langsomt, coaching efter coaching. Der er et par vigtige ting, der ændrede sig, for at det kunne ske:

For det første tvivlede jeg på, at andre selv ville få gode resultater. Jeg vidste, at AIMA havde
havde virket for mig, da jeg havde haft den oplevelse, men jeg følte mig ikke helt sikker på, at det ville virke lige så godt for andre. Jeg tror, jeg havde det sådan, fordi min egen proces havde ført mig gennem meget intense sessioner, hvor ubevidste traumer kom til syne. Så jeg tænkte, at hvis folk ikke ville gennemgå denne form for intensitet, så virkede det ikke lige så godt. Det tog mig noget tid at indse og acceptere, at alle er forskellige, og at alle processer er forskellige.
For det andet var jeg meget stringent med metoderne og fokuserede i første omgang på AIMA’s rammer. Hvilket faktisk er meget naturligt og godt at starte med, men det fik mig til at være for krævende over for mig selv og min praksis. Nu bruger jeg stadig AIMA-værktøjer på en loyal måde, men min egen intuition har sin plads i processen. Når jeg coacher, føler jeg ofte, at jeg følger mine klienters tråd, og at vi “danser sammen”. Og så min attitude: Jeg tror, at jeg af alle disse grunde var lidt mere anspændt under sessionerne før. Nu føler jeg, at jeg tilbyder tid og plads til, at nogen kan udføre sit eget arbejde, som jeg ikke er ansvarlig for. Det er, som om jeg er helt investeret i processen, og på samme tid handler det ikke om mig.
Pris : Jeg hævede langsomt mine priser. Jeg besluttede at have en enkelt pris, uanset hvor lang tid en session varer, da jeg synes, det er nemmere. Jeg hæver den måske mere i fremtiden, når min selvtillid vokser endnu mere.
Sidst, men ikke mindst: I al denne tid blev jeg superviseret af Kristiane Ravn Frost, hvis åbenhed, erfaring, tillid, professionalisme og venlighed hjalp mig med at bryde igennem. At have hende til at undervise mig og supervisere mine coachingsessioner gjorde hele forskellen. Tak for det!